Det nye social­pædagogiske para­digme

Artikel i om det nye socialpædagogiske paradigme og hvordan det kommer til udtryk i praksis.

Af uddannelseskonsulent ved Læringscenter Brejning, Charlotte Ankerstjerne

Det har stor betydning, hvilke fortællinger pædagogerne fokuserer på, når de er sammen med borgeren.

Når borgerens liv belyses ressourcefokuseret og anerkendende, så bliver borgeren en anerkendt ressourcestærk person.

Pædagogernes fortællinger om borgeren er nært bundet til borgerens liv og identitet. En identitet som menneske og medborger.

K.E. Løgstrup formulerer vores forbundenhed med hinanden:

 ”Den enkelte har aldrig med et andet menneske at gøre uden at han holder noget af dets liv i sin hånd. Det kan være meget lidt, en forbigående stemning, en oplagthed, man får til at visne, eller som man vækker, en lede man uddyber eller hæver. Men det kan også være forfærdende meget, så det simpelthen står til den enkelte, om den andens liv lykkes eller ej” 
K.E. Løgstrup, Den etiske fordring, Gyldendal 1956.

Det er store ord. Men ikke desto mindre ligger der hver dag, mange etiske overvejelser i det pædagogiske arbejde.

De fleste pædagoger vil have oplevet, hvordan borgere har forskellig adfærd, alt efter hvem de er sammen med. Borgeren ændrer ikke forudsætninger. I stedet er der tale om, at borgeren ændrer sine reaktioner, ud fra hvem han eller hun er sammen med.
Pædagogen kan altså med sin adfærd påvirke og stimulere borgeren til at få en god dag, eller være med til at fastholde borgeren i en situation, hvor de er nødt at forsvare sig mod krav eller stimuli.
Adfærd og reaktioner opstår således ikke af sig selv, men i mødet med det omgivende samfund.

logo handicapkonventionen
Logo Handicapkonventionen

Den 30. marts 2007 ratificerede Danmark handicapkonventionen. Handicapkonventionen har den betydning for det pædagogiske arbejder, at vi skal tænke ”miljøorienteret”.
Som individer er vi ikke alene ansvarlige for vores reaktioner. Adfærd/ handicap opstår i mødet med rammer, krav, forventninger eller forhindringer/ barrierer.

I handicapkonventionen står der at:

  • Funktionsnedsættelse + barriere = handicap
  • Funktionsnedsættelse + kompensation = lige muligheder

Det er altså pædagogens opgave at kompensere, så borgeren kan få lige muligheder for at skabe sig livskvalitet.

Foreningen LEV:
”Livskvalitet er ikke noget man har, men noget man selv aktivt er med til at skabe, hvis de rette betingelser er til stede”

De betingelser skabes dels af den daglige pædagogiske praksis. En praksis som hvis den skal lykkes skal være ressourcefokuseret, anerkendende og relations kompetent.
Men hvad betyder det for det pædagogiske arbejde i praksis?  

Relationsfokuseret praksis

Når pædagogerne har en relations fokuseret praksis betyder det følgende:

  • adfærd og reaktioner ses- også negative, som invitationer og åbninger til at komme borgeren i møde.
  • pædagogerne anviser i stedet for at afvise eller ”skælde ud”. Borgeren kan nemlig ofte ikke selv få en god ny ide til en anden adfærd. Det er derfor en pædagogisk opgave.
  • Pædagogerne er tilgængelige med nærvær, opmærksomhed, kropsholdning, mimik, stemmeføring, i ord og i gerninger.
  • Pædagogerne benævner deres initiativer, og forbereder borgeren på hvad der skal ske samt giver feedback undervejs. Borgeren har nemlig ikke overblik over, hvordan seancen forløber, men det har pædagogen.
  • Pædagogerne tager ansvar for den positive relation og viser i ord og handling, at der fokuseres på det positive i relationen. Der er ikke tale om børn der skal opdrages, men om mennesker der har brug for hjælp.
  • Pædagogerne kompenserer og giver ydre struktur, der hvor borgerens egen indre struktur ikke slår til. Man skal ikke lave struktur for strukturens skyld, men for at støtte op om at skabe forudsigelighed for borgeren.

Ressourcefokuseret praksis

Når pædagogerne har en ressourcefokuseret praksis betyder det følgende:

  • Pædagogerne er aktivt deltagende/spejlende/imiterende i borgerens aktiviteter og er opmærksom på invitationer fra borgeren – pædagogen er ikke kun iagttagende og observerende på afstand
  • Pædagogerne er 100 % engagerede, når de henvender sig til borgeren
    Borgeren spejler pædagogens affekt eller mangel på samme. Hvis man selv kun er 50% tilstede, så kan man heller ikke forvente at få øje på mere hos borgeren.
  • Pædagogerne bruger hinanden som sparringspartnere i forhold til at få øje på ressourcer hos borgeren og aftale nye realistiske mål for selvforvaltning.
  • Pædagogerne har stor faglighed og får øje på tegn på trivsel og udvikling og noterer dem ned.

Anerkendende praksis

Når pædagogerne har en anerkendende praksis betyder det følgende:

  • Borgeren oplever, at pædagogerne forsøger at forstå borgerens bevæggrunde, indtage deres synsvinkler og deres perspektiv. Pædagogerne forsøger at ændre borgeren.
  • Pædagogerne har fokus på at vejlede borgeren i at gøre hensigtsmæssige handlinger. Herunder at støtte i meningsskabelse for borgeren.
  • Pædagogerne gør ikke borgeren til et objekt, hvor de leder efter fejl og årsagsforklaringer. Borgeren er subjekt – herre i eget liv. Med egne præferencer.
  • Borgeren tillægges altid gode hensigter. Man arbejder ud fra den grundholdning, at borgere gør det så godt som de kan, under de omstændigheder de bliver budt. Borgere mødes med ønsket om et samarbejde fra pædagogernes side.
  • Pædagogerne vurderer og bedømmer ikke indre motiver ud fra egen forforståelse, men har fokus på borgerens intentioner og initiativer.

 

Det nye paradigme

Hvis vi gør som vi altid har gjort, vil vi få de svar fra borgerne, som vi plejer at få!
Derfor begynder al udvikling hos pædagogerne!
Pædagogerne er dem som har kognitionen og magten. Så hvor begynder vi rejsen?
Rejsen begynder med de narrativer og de ord der definerer og regulerer. Vi kan med vore fortællinger til hinanden om borgerne og os selv, befordre trivsel, udvikling, robusthed og selvværd eller det modsatte.

 

Se blot på narrativerne i nedenstående skema over den pædagogiske forståelse i henholdsvis det gamle og det nye paradigme:

Det gamle paradigme

Det nye paradigme

Autoritære pædagoger

Autentiske pædagoger

Fokus på adfærd

Fokus på intentionen, følelsen bag handlingen

Lydighed

Meddelagtighed

Ris, ros, straf

Anerkendelse

Borgeren er umoden

Borgeren er kompetent

Normer og rammer er ens

Normer og rammer er forskellige

Eksklusion, integration, rummelighed

Inklusion

Fejlfinder

Talentspejder

Normalt /specielt

Det normale har mange farver

Vanskelige borgere

Borgere der er i en vanskelig situation

Borgerne skal tilpasse sig bofællesskabets rammer og normer og måder at gøre tingene på

Borgere og pædagoger holder hver især et stykke af ”hinandens skæbne” og der justeres gensidigt

Borgere med særligt behov for behandling

Miljøet indretter sig efter borgerne, og miljøet minimerer barrierer for læring og udvikling

 

Forståelse af adfærd i det nye paradigme

Case –eksempel:

På gulvet i ” Løvbjerg” ligger Peter. Han slår næverne i gulvet og brøler højt. Pædagogen trækker i ham og forsøger at få ham op. Hun siger undskyldende, at det er første gang, de er ude at handle. Butiksassistenten tilføjer ”jamen Peter sådan plejer du da ikke at være!” ”Hvad er da der med dig i dag?”

Rækken af handlende bag dem bliver længere og længere, jo mere Peter brøler op, og jo mere stresset og agiterende pædagogen bliver. Situationen er kørt i hårknude. Blikkene fra folk i køen er forargede, der bliver ”rullet med øjnene”.

Nu ville man med det gamle paradigme måske beskrive Peter som en vanskelig borger, der kunne have udadrettet adfærd i indkøbssituationer.

Ind ad døren kommer tilfældigvis en pædagog som før har set Peter handle ind. Hun skridter ud ad butikken og kommer ind igen med en indkøbsvogn. ”Hej Peter”, siger hun ”Vil du sætte vognen på plads?” Peter rejser sig og vandrer med et stort smil ud af butikken.

Med det nye paradigme, vil man beskrive Peter som en borger, der var kommet i en vanskelig situation, fordi han ikke fik den støtte, som han havde brug for. Det medførte, at det han kunne byde ind med, ressourcen at køre vognen på plads blev overset. Derfor reagerede Peter, med en ”invitation”.

Relationsfokuseret, ressourcefokuseret og anerkendende praksis i det nye paradigme

I det daglige pædagogiske arbejde, vil man kunne få øje på mange lignende situationer, som den i case eksemplet ovenfor. Situationer hvor borgere, pædagoger, ledere og pårørende interagerer med hinanden. Situationer hvor borgeren reagerer med ”invitationer”.
Pædagogen fornemmeste rolle, når borgeren ”inviterer” med adfærd, bliver i det nye paradigme, at arbejde med at ”holde luppen” over situationen og sætte fokus på at finde og fastholde det anerkendende, det ressourcefokuserede og det relationskompetente i situationen.

Det handler kort sagt om at vende sin opmærksomhed mod det positive i situationen!
Det vi kan lære af, det som vi kan tage med os til en lignende situation i fremtiden og det som fremmer selvværd hos borgeren.

Aftale
Aftale