Covid-19: En for­tælling fra prak­sis

En fortælling om nye perspektiver i den socialpædagogiske praksis

LæringsCenter Brejnings konsulenter er i denne tid på grund af Covid-19 sendt hjem fra arbejde.
De arbejder hjemmefra men står også til rådighed som nødberedskab for Vejle Kommunes handicapcentre.

I sidste uge blev vores konsulent Trine Holm Erichsen således bedt om at møde ind på Spurvetoften.

Hun har efterfølgende skrevet denne lille fortælling om nye perspektiver i den specialpædagogiske praksis.

Trine Holm Erichsen fortæller:

Kender du egentlig de andre tilbud i Vejle Kommune hvor der ydes socialpædagogisk støtte?
For under en uge siden ville jeg nok have sagt ja.

Til dagligt arbejder jeg som konsulent ved Læringscenter Brejning og kommer en del rundt på de forskellige tilbud.
Men grundet Covid19 blev jeg sendt hjem fra arbejde.

Men i tirsdags blev jeg bedt om at møde ind på Spurvetoften i stedet og være en del af et nødberedskab.

Ærlig talt, så var jeg da en smule beklemt ved situationen. Nok er jeg uddannet pædagog og har været indenfor området i forskellige stillinger siden jeg blev uddannet i 2001, men det er meget lang tid siden jeg har været i front og så indenfor autismeområdet....

Mange tanker gik igennem mit hoved: Kan jeg finde ud af det? Er det ikke noget med at borgerne er farlige? Er det ikke bare vildt struktureret og alt skal gøres på samme måde?

Prøv at spørge dig selv hvilke bekymringer/fordomme du har, hvis du skal på arbejde på et nyt område…

Jeg har nu gennem de første 3 arbejdsdage mødt imødekommende, velovervejede og humoristiske medarbejdere, der alle er med til at vise mig, at jeg godt kan træde ind og være vikar og at borgerne ikke er farlige. Med tydelig pædagogisk støtte trives borgerne faktisk, trods omstændighederne med coronavirus og nye medarbejdere.
Og jo, der er masser af struktur og forklarende metodebeskrivelser - og hvor er det rart som ‘ny’ at have et støttesystem der virker.

Jeg ser frem til de næste arbejdsdage i den kommende uge på Spurvetoften.

Kære socialpædagoger derude, jeg håber I har det godt og vil hjælpe med at tage godt imod hvis/når I får en ny kollega for en stund. På Spurvetoften er de ret gode til det!

Jeg er super glad for at have fået muligheden for at lære deres helt unikke område at kende.

 

Vi håber at Trines fortælling kan inspirere og give et indblik i hverdagen i, hvordan handicapcentrene i Vejle Kommune håndterer situationen i forbindelse med Covid-19.

Hvis du er blevet nysgerrig på hvad Spurvetoften er, kan du se filmen nedenfor.



 

Film om Spurvetoften